Indskolingen på Brøndbyvester Skole bliver udvidet

På grund af et stigende elevtal, skal der nu bygges en tilbygning på Brøndbyvester Skole. Den skal stå klar til skoleåret 2025/2026.

Det er populært at flytte til Brøndby. Særligt den nye bydel Kirkebjerg tiltrækker mange nye borgere. Det betyder, at der også er behov for at udvide Brøndbyvester Skole, da der allerede nu er en støt stigning i elevtallet i skoledistriktet.

Den seneste elevprognose viser også, at der bør stå ekstra lokaler klar til 0. årgang allerede i august 2025. Derfor har Kommunalbestyrelsen godkendt, at indskolingen på Kroagervej bliver bygget om og udvidet for at fremtidssikre skolen.

”Det er dejligt, at der kommer flere børnefamilier til Brøndby. Vi er allerede i fuld gang med en udvidelse af Brøndbyvester skole fra 5 til 6 spor i henhold til den Rokade- og etapeplan, som Kommunalbestyrelsen godkendte i 2020, og nu skal vi så i gang med etape 2, som består af om- og udbygning af indskolingen på Krogagervej”, siger Anette Pilmark, formand for Børne- og Skoleudvalget.

Fællesområder til gavn for skole og SFO

Udvidelsen vil også komme SFO’en til gode. To af SFO-pavillonerne er blevet taget ud af drift pga. skimmelangreb, og derfor har der været et behov for både at lave nye lokaler til skolen og SFO’en. Kommunalbestyrelsen har derfor besluttet, at der skal laves en tilbygning, som forbinder SFO’en med 0.-klassernes fløj, så der kan dannes nogle nye fællesskaber til glæde for både skole og SFO.

Fællesarealerne og udvalgte faglokaler vil blive delt mellem skole og SFO. Klasselokalerne skal ikke bruges som fællesbrug, bl.a. for at eleverne fortsat føler et ejerskab over deres klasselokale, men også fordi personalet så vil skulle bruge tid på ommøblering i løbet af dagen.

For at fremtidssikre skolen, skal der også laves et lokale i SFO’en, som kan være et ekstra klasselokale for de årgange, hvor skolen bliver syv-sporet.

Projektet vil nu blive udbudt til bygherrerådgivning med henblik på udarbejdelse af udbudsprojekt til politisk godkendelse før totalentrepriseudbud.

Den kommende udbygning er et trin i en længere proces med at få udbygget både Kroagervej 0.-3. klasse og Tornehøj 4.-9. klasse på Brøndbyvester Skole.

Kontakt

Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

born@brondby.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Telefontider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Undgå lang ventetid i telefonen 

Sidst opdateret den 06. juli 2023
Skrevet af Brøndby Kommune