Rejsegilde for nyt børnehus skabt til bevægelse og kreativitet

Den 9. oktober var der rejsegilde for den nye daginstitution i Kirkebjerg. Det nye klimavenlige børnehus bliver DGNB Guld certificeret og er samtidig det første børnehus i Brøndby, der fra grunden bliver opført med en særlig profil i forhold til idræt, bevægelse og kulturelle udtryksformer.

Der er fuld gang i byggerierne i Brøndbys nye bydel Kirkebjerg. Allerede nu er over 2.000 borgere flyttet ind og mange flere følger de kommende år. Men der bliver ikke bare bygget boliger. Der bliver også anlagt grønne områder og stiforbindelser og så er et nyt spændende byggeri også ved at tage form. Det er det nye Børnehus Kirkebjerg, der er ved at blive bygget.

Nu er fundamentet lagt, tagkonstruktionen er rejst og facaden er sågar ved at blive beklædt med mursten. Derfor kunne Brøndby Kommune sammen med håndværkere, arkitekter og entreprenøren fejre rejsegilde den 9. oktober 2023.

”Med byggeriet her får vi en ny, moderne, bæredygtig og meget spændende profilinstitution i Brøndby, som bliver et tydeligt symbol på den udvikling, vi har sat i gang med stærkere, sundere og mere bæredygtige fællesskaber. Jeg glæder mig meget til at følge byggeriet og se det færdige resultat. Tak igen til de involverede fagfolk – må det gode samarbejde og de fine resultater fortsætte, til bygningen står færdig”, sagde borgmester Kent Magelund blandt andet, da han indledte rækken af talere.

Udbygningen af især den nye bydel Kirkebjerg betyder, at flere og flere familier flytter til Brøndby. Derfor har Brøndby Kommune igangsat en række initiativer, der skal sørge for, at der er pasningstilbud med høj kvalitet til alle børn. Blandt andet bliver der bygget to nye børnehuse i Brøndbyvester, som begge står klar til indflytning i 2024.

Formand for Børne- og Skoleudvalget Anette Pilmark var selvsagt også begejstret for udsigterne til at få flere gode pasningstilbud i kommunen og glæder sig samtidig over tankerne bag det nye byggeri:

”Det er spændende, at børnehuset både er klimavenligt og opføres med grønne tage, men at vi også har besluttet, at børnehuset skal have en DGNB Guld certificering. Det betyder, at vi har fokus på at byggeriet skal være bæredygtigt både socialt-, miljømæssigt og økonomisk. Samtidig bliver børnehuset en af vores første profilinstitutioner, og man kan allerede nu fornemme, at det bliver et børnehus, der er skabt til bevægelse og kreativitet med en stor centralt placeret multisal”, sagde Anette Pilmark.

Børnehuset Kirkebjerg er fra idéfasen og arkitektonisk udformet som en profilinstitutioner med særligt fokus på idræt, bevægelse og kulturelle udtryksformer. Det giver nogle helt særlige muligheder. Børnehuset er allerede startet op i et midlertidigt moderne pavillonbyggeri. Når det nybyggede børnehus står klar i efteråret 2024, bliver det med plads til ca. 180 børn. Børnehuset bliver også kommunens første byggeri med en DGNB Guld certificering, hvilket betyder, at byggeriet skal være bæredygtigt både socialt-, miljømæssigt og økonomisk.

Læs mere om Børnehuset Kirkebjerg her på hjemmesiden

Læs mere om DGNB Guld certificeringen her

Børnehuset Kirkebjerg er fra idéfasen og arkitektonisk udformet som en profilinstitutioner med særligt fokus på idræt, bevægelse og kulturelle udtryksformer
Legeplads mod bygning

Kontakt

Kommunale Ejendomme

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

tmf-kommunale-ejendomme@brondby.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Telefontider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Sidst opdateret den 11. oktober 2023
Skrevet af Brøndby Kommune