Ny oprykningsalder fra vuggestue og dagpleje til børnehave
Kommunalbestyrelsen har netop besluttet, at oprykningsalderen til børnehave i Brøndby Kommune bliver ændret fra 2 år og 8 måneder til 3 år. Herudover kan forældre fremadrettet få tilskud til privat pasning frem til, at deres barn fylder 3 år.
Når Brøndbys mindste borgere fremover skal rykke op i børnehave fra vuggestue og dagpleje, vil de være lidt ældre end tidligere. Oprykning fra vuggestue og dagpleje til børnehave i Brøndby Kommune sker i dag, når børn bliver ca. 2 år og 8 måneder, men kommunalbestyrelsen har besluttet, at børn fremover vil rykke op i børnehaven, når de er 3 år.
Den ændrede oprykningsalder skal bl.a. ses i sammenhæng med de nye regler om minimumsnormeringer i daginstitutioner. Fra 1. januar 2024 skal der samlet set i kommunens daginstitutioner være minimum én pædagogisk personale pr. tre børn til børn i alderen 26 uger og frem til at barnet fylder 3 år. Der skal minimum være én pædagogisk personale pr. seks børn til børn over 3 år og frem til skolestart.
Den nye oprykningsalder skal sikre, at børnene får lov til at blive i et trygt og alderssvarende dagtilbud med en høj normering helt frem til det tidspunkt, hvor de fylder tre år. Herudover sikrer den nye oprykningsalderen større overensstemmelse mellem praksis og minimumsnormeringen i vuggestue og børnehave.
Det er også blevet besluttet, at tilskuddet til privat pasning bliver justeret, så det gælder frem til, at barnet fylder 3 år.
Hvad betyder det for dig, hvis dit barn skal starte i børnehave i november og december 2023
Den ændrede oprykningsalder træder i kraft den 1. januar 2024.
Hvis dit barn starter i børnehave inden den 1. januar 2024, vil barnet fortsat være børnehavebarn efter årsskiftet, og I vil fortsat skulle betale børnehavetakst.
Hvad betyder det for dig, hvis dit barn skal starte i børnehave fra januar 2024 og frem
Den nye oprykningsalder træder i kraft den 1. januar 2024. Det betyder, at dit barn skal i børnehave d. 1. i måneden efter, at det fylder 3 år.
Kontakt
Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 28 28
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00