Køge Bugt Alliancen: ”Ny havplan er både skuffende og helt utilstrækkelig”

Den nye havplan afspejler absolut ikke sidste års politiske meldinger fra Christiansborg om en bedre beskyttelse af havmiljøet i Køge Bugt, lyder den samlede kritik fra de syv kommuner i Køge Bugt Alliancen.

Planen, som er sendt i høring af Søfartsstyrelsen under Erhvervsministeriet, lægger fortsat op til, at bugten primært skal anvendes til råstofudvinding og opførelse af ni kunstige erhvervsøer, selvom havmiljøet i den grad er nødlidende.

"Den nye havplan er både skuffende og helt utilstrækkelig".

Sådan lyder det fra de syv borgmestre i Køge Bugt Alliancen i et samlet høringssvar til den nye havplan, som er udarbejdet af Søfartsstyrelsen under Erhvervsministeriet, og som netop nu er i høring.

Selvom den nye plan skulle samle op på sidste års politiske aftale mellem alle Folketingets partier om at forbedre havmiljøet, ser Danmarks Havplan nemlig ikke ud til at skabe en bedre balance mellem havnaturen og råstofindvinding i Køge Bugt. I modsætning til de politiske ambitioner, der blev aftalt på Christiansborg sidste år, har den nye plan kun i meget begrænset omfang fjernet arealer i bugten til brug for indvinding af råstoffer – der er endda sket en udvidelse af udviklingsområdet til råstofindvinding tæt på Køge Havn og et område helt tæt på det særlige sårbare Natura 2000 område Stevns Rev.

"Det er Alliancens opfattelse, at ændringerne af råstofområderne i Køge Bugt ikke er i overensstemmelse med den indgåede politiske aftale. Der bør ske en meget større reduktion af udviklingsområderne til råstofindvinding, siger de syv kommuner i høringssvaret og peger blandt andet på de anbefalinger, som sidste år kom i en videnskabelig rapport fra Århus Universitet, hvor forskerne bag pegede på at friholde kystnære områder med dybder under 12 meter".

Kunstige øer truer stadig Køge Bugt

Samme videnskabelige rapport fra Aarhus Universitet har ligeledes gjort det klart, at planerne for etablering af Holmene – de ni kunstige erhvervsøer i Køge Bugt – vil belaste det i forvejen nødlidende havmiljø i en sådan grad, at det kan være i strid med både dansk- og EU-lovgivning på området.

Alligevel er der i den nye havplan fortsat gjort plads til at etablere de kunstige øer – og det skuffer borgmestrene i Køge Bugt Alliancen.

"Køge Bugt Alliancens vurdering er, at miljøvurderingsrapporten af Danmarks havplan er alt for snæver i forhold til de mange aktiviteter, der skal foregå i Køge Bugt, og at den i utilstrækkelig grad understøtter målet om at opnå en god miljøtilstand i havmiljøet", lyder det i høringssvaret.

Af høringssvaret fremgår det endvidere, at Køge Bugt Alliancen endnu engang understreger behovet for, at der planlægges for at sikre en bedre beskyttelse af havmiljøet i Køge Bugt.

Køge Bugt Alliancen består af Brøndby, Vallensbæk, Ishøj, Greve, Solrød, Køge og Stevns Kommuner og har til formål samlet at arbejde for at passe på naturen i og omkring bugten – alliancen har som ambition, at Køge Bugt bliver udnævnt til en marin naturnationalpark.

Kontakt

Staben for Politik, Jura og Kommunikation

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

staben@brondby.dk

Sidst opdateret den 02. februar 2024
Skrevet af Brøndby Kommune