Kent Magelund stopper som borgmester i Brøndby

Efter otte år som borgmester i Brøndby Kommune går Kent Magelund på pension den 31. maj 2024. På Kommunalbestyrelsesmødet den 22. maj vælges en ny borgmester.

Kent Magelund har i dag meddelt, at han går på pension den 31. maj 2024, og at han dermed stopper som borgmester og udtræder af Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune.

”Efter moden overvejelse og mange år i kommunalbestyrelsen ønsker jeg nu at lade mig pensionere, mens helbredet stadig er til det. Det er fantastisk at slutte sit arbejdsliv i den kommune, jeg næsten er vokset op i fra barnsben, og hvor jeg har været lærer i 37 år, før jeg blev borgmester”, siger Kent Magelund.

Kent Magelund blev valgt ind i Kommunalbestyrelsen i 2009 for Socialdemokratiet og overtog borgmesterposten efter Ib Terp den 1. marts 2016.

”Jeg har været heldig at være borgmester på et rigtig godt tidspunkt, hvor konjunkturen har været gunstig, og der har været økonomi til mange tiltag til gavn for vores borgere. Brøndby er vokset, og vi har sagt velkommen til mange nye borgere især i vores nye bydel Kirkebjerg. Samtidig har vi udbygget vores skoler, bygget nye daginstitutioner, udviklet Sportsbyen og skabt bedre rammer for idræt og bevægelse i det hele taget. Senest har vi også igangsat det store ambitiøse byudviklingsprojekt – Fremtidens Brøndby Strand, hvor vi vil binde bydelen bedre sammen med fokus på en ny bymidte, rekreative grønne områder, ny multifunktionel skole og et bredt udbud af boliger”, siger Kent Magelund.

Den socialdemokratiske gruppe skal nu udpege en ny borgmesterkandidat, som formelt bliver valgt på Kommunalbestyrelsesmødet den 22. maj. Socialdemokratiet har 11 ud af 19 pladser i Brøndbys Kommunalbestyrelse.

Der afholdes afskedsreception for Kent Magelund den 29. maj kl. 15.00-17.00 i Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby. Alle er velkomne.

*opdateret den 8. april med ny dato og sted for afskedsreceptionen*

Kontakt

Staben for Politik, Jura og Kommunikation

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

staben@brondby.dk

Pressekontakt

Line Rønø Baun
Kommunikationskonsulent

Tlf. 43 28 22 34 / 60 22 79 44
kommunikation@brondby.dk

Pressekontakt

Anni Hornbak Sperling
Kommunikationskonsulent

Tlf. 43 28 21 33
kommunikation@brondby.dk

Sidst opdateret den 08. april 2024
Skrevet af Brøndby Kommune