Nu har Brøndby et ungeråd
God tilslutning og masser af visioner for Brøndbys nye ungeråd, da første møde blev afholdt torsdag i Brønden Kulturhus.
Så er vi i gang. Det allerførste møde i Brøndby Ungeråd blev afviklet torsdag aften d. 20.02.2025 i Kulturhus Brønden. Ca. 20 unge fra 14 år til begyndelsen af 20’erne diskuterede deres visioner for et bedre ungeliv i kommunen.
Ideer som fx gåklubber for ensomme unge, musikfestival, kunst i Brøndby Strand og mødesteder for unge kom på bordet. Ligesom der blev også talt en del om mental trivsel, fodboldkultur og de fordomme, som man kan blive mødt med som ung i Brøndby.
To unge fra Netværket af Ungdomsråd (NAU) deltog i mødet og præsenterede en stribe meget forskellige eksempler på, hvordan ungeråd i andre kommuner har taget udfordringen op. Herudover blev mødedeltagerne præsenteret for forskellige muligheder for at søge tilskud til fx et udendørs mødested eller at få et venskabs-ungeråd i et andet europæisk land.
Ungerådets bestyrelse
En del af aftenens deltagere meldte sig til at være med i ungerådets bestyrelse. Det betyder, at de nu har fået den vigtige opgave at prioritere, hvilke temaer, de synes, er vigtige at rette spotlyset mod, hvis Brøndby skal være et endnu federe sted for unge. Samtidig skal bestyrelsen beslutte, hvordan det giver mening at være et ungeråd netop her.
Det er ungerådet selv, der fastsætter temaerne for de kommende møder – og er du mellem 14 og 25 år og bor i Brøndby – eller har en tæt tilknytning til kommunen – så kan du stadig nå at hoppe på toget. Det kræver nemlig ikke tilmelding, og du forpligter dig ikke til at deltage i en lang stribe møder. I stedet kan du blot møde op, når temaet interesserer dig.
Kommunalbestyrelsen har afsat 70.000 kr. årligt, som Ungerådet kan bruge på at gøre ideer til virkelighed og skabe spændende events og arrangementer for kommunens unge.
Læs mere om ungerådet og find løbende aktuelle arrangementer.
Kontakt
Børne- Kultur- og Idrætsforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 28 28
E-mail: born@brondby.dk
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00