Vil du være med til at gøre Brøndby til et federe sted for unge?
Opstartsmøde i Brøndbys nye ungeråd torsdag d. 20. februar kl. 17-19 i Kulturhuset Brønden.
Hvordan bliver Brøndby et federe sted for dig og andre unge? Hvilke arrangementer og hvilke initiativer har ungeråd i andre kommuner søsat. Det og meget mere vil blive diskuteret, når der er opstartsmøde i Brøndbys nye ungeråd den 20. februar 2025 i Kulturhuset Brønden.
Brøndby kommune serverer pizzaer og snacks – og hvilke emner og idéer der ellers kommer bordet, er langt hen ad vejen op til de unge. På det første møde vil også Netværket af Ungdomsråd (NAU) være med og inspirere med gode historier fra landets øvrige ungeråd.
Også Anette Pilmark, der er formand for Børne- og Skoleudvalget i Brøndby Kommune, vil kigge forbi til rådets allerførste møde for at fortælle, hvorfor kommunens politikere har besluttet at oprette et ungeråd.
”Jeg glæder mig sådan til at høre, hvad de unge er optaget af, og hvad de finder på for at skrue op for de unges stemmer i Brøndby indenfor de områder, de går op i. Jeg håber, at der er rigtig mange, der har lyst til at møde op til det første møde, så de kan være med til at præge ungerådets fokus fra start, og jeg er meget glad for at være med på første møde, ” siger Anette Pilmark.
Med til beslutningen om et ungeråd følger også 70.000 kr., der hvert år bliver sat ind på Ungerådets konto. Pengene skal bruges til arrangementer og projekter, der kan samle kommunens unge og rette spotlyset mod de temaer, som de unge synes er vigtige.
Det nye ungeråd er for unge mellem 14 og 25 år, der bor i Brøndby – eller har en særlig tilknytning hertil. Og så skal du have lyst til at være en del af et nyt fællesskab, der er sammen om at ville skrue op for unges stemme i Brøndby. Ellers er der ikke så mange regler. Det kræver ingen tilmelding og heller ikke et medlemskab, kun gode ideer og engagement.
Kontakt
Børne- Kultur- og Idrætsforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 28 28
E-mail: born@brondby.dk
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00