Brøndby Kommune ruster sig til vildere og vådere vejr
Ny spildevandsplan skal beskytte byen og naturen mod klimaforandringer.
Med klimaforandringer og udsigt til mere ekstremt vejr har Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune netop vedtaget en revideret spildevandsplan – Spildevandsplan 2025. Planen skal sikre, at kommunen i endnu højere grad er rustet til at håndtere de stigende mængder regnvand.
Brøndby Kommune har gennem længere tid arbejdet målrettet med klimatilpasning i både byudvikling og nybyggeri. Fokus har været på at integrere løsninger, der ikke blot håndterer regnvand effektivt, men samtidig styrker de grønne, rekreative byrum for både borgere og biodiversitet – uanset om man bor i parcelhus eller etageejendom.
Et centralt element i klimatilpasningen er etableringen af regnvandsbede, hvor regnvand opsamles i beplantede bede med blomster, buske og træer. Disse bede fungerer som små grønne oaser, der forbedrer både natur og nærmiljø og bidrager til øget biodiversitet i hele kommunen.
Brøndby Kommune ser også store muligheder i at involvere borgere, virksomheder og boligforeninger i klimatilpasningen. Der findes mange måder at håndtere regnvand på egen grund, og sådanne tiltag er med til at aflaste kloaksystemet – og dermed sikre, at det fungerer optimalt, også under skybrud.
Som en del af Spildevandsplan 2025 er der derfor oprettet en ny informationsside på kommunens hjemmeside med vejledning og inspiration til, hvordan man kan håndtere regnvand i egen have. Siden kan tilgås på kommunens hjemmeside: Regnvand i haven.
Et velfungerende kloaksystem spiller en vigtig rolle for miljøet – det forebygger oversvømmelser og sikrer, at kun renset spildevand udledes til havet. Det er også med til, at Brøndby Strand år efter år kan hejse det Blå Flag som symbol på rent badevand.
"Det er afgørende, at vi tager klimaforandringerne alvorligt og handler lokalt. Med Spildevandsplan 2025 tager Brøndby Kommune endnu et vigtigt skridt i retning af en mere robust, grøn og bæredygtig by," siger Finn Andersen, formand for Teknik- og Miljøudvalget.
Læs hele Spildevandsplan 2025 her: Spildevandsplanen 2025.
Kontakt
Klima og Miljø
Teknik- og Miljøforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 24 35
E-mail: miljo@brondby.dk
Åbningstider
Mandag - onsdag: 09:00 - 13:00
Torsdag: 13:00 - 17:30
Fredag: 09:00 - 12:00
Telefontider
Mandag - onsdag: 09:00 - 14:30
Torsdag: 13:00 - 17:30
Fredag: 09:00 - 12:00