Gå til hovedindhold

Brøndby Kommunes strategi skal revideres – og vi vil gerne høre, hvad der er vigtigt for dig

I de kommende uger kan du møde ansatte fra Brøndby kommunen forskellige steder i byen til en snak om retningen for kommunen og give dit input til, hvilke temaer der skal prioriteres i kommunens strategi frem mod 2040.

11. aug. 2026

Indhold

    Er idræt, bevægelse og social balance det allervigtigste for dig? Er du mere optaget af erhvervsliv, AI, digitalisering og uddannelse? Eller synes du fx, at Kommunalbestyrelsen bør sætte klima og miljø højere op på dagsordenen?

    Brøndby Kommunes strategi skal i de kommende måneder revideres, så den kommer til at sætte retningen frem til 2040. Men før Kommunalbestyrelsen for alvor skal i gang med de mange snakke om prioritering og retning for kommunen, så har I borgere mulighed for at komme til orde.

    I de kommende uger vil du derfor kunne møde ansatte fra kommunen og give input til, hvad du mener, der bør være særligt fokus på her i Brøndby fremadrettet. Karina, Casper, Frederik, Julie og deres kollegaer vil stille sig op de steder, hvor I selv kommer i hverdagen – bl.a. på stationer, i kulturhuse og til udvalgte offentlige arrangementer.

    ’Strategi’-holdet kan kendes på de flotte blå t-shirts med teksten ’Din mening tæller’. Med sig vil de også have en planche med 15 temaer, der gør det overskueligt at prioritere og snakke ud fra. Første gang de er ude i byen med plancherne er på torsdag, og du kan også møde dem til budgetborgermøde mandag den 17. august i Møllesalen. 

    En revidering af strategien skal sikre, at der også fremadrettet er en tydelig retning for udviklingen i Brøndby Kommune. Samtidig giver strategi-arbejdet Kommunalbestyrelsen mulighed for at sætte det lange lys på frem mod 2040. 

    Alle input vil blive taget med tilbage til rådhuset og indgå i Kommunalbestyrelsens videre arbejde med udvælgelse og prioritering. Når politikerne har udarbejdet strategien, vil den komme i høring, hvor alle har mulighed for at kommentere. 

    Læs den nuværende Strategi Brøndby 2030 her. 

    Mød Karina, Casper, Frederik og Julie fra Brøndby Kommune til en snak om, hvad der er vigtigt for dig i Brøndby Kommune. I de kommende uger vil du kunne møde dem og deres kollegaer på kommunens stationer, kulturhuse og udvalgte offentlige arrangementer.

    Tilmeld dig Brøndby Kommunes nye nyhedsbrev
    Sidst opdateret: 11. august 2026