Gå til hovedindhold

Inspiration fra Finland skal styrke arbejdet med ny skole i Brøndby Strand

Flere politikere og fagfolk fra skoleområdet i Brøndby har været på en todages studietur i Helsinki-området for at hente viden om pædagogik, læringsmiljøer og moderne skolebyggeri – midt i en tid, hvor der er stort fokus på folkeskolen.

17. sep. 2026

Indhold

    Hvordan skaber vi en skole, der både giver tryghed, læringsglæde og som understøtter høje faglige forventninger – og som er bygget til fremtidens undervisning? Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da Brøndbys borgmester, medlemmer fra Børne- og Skoleudvalget og fra Teknik- og Planudvalget og fagfolk fra skoleområdet var på studietur i Finland i to dage. Turen er en del af forberedelserne til den nye skole i Brøndby Strand og gav konkrete bud på, hvordan pædagogik og fysiske rammer spiller sammen. Turen gav også inspiration og input til udviklingen af alle skolerne i Brøndby – herunder også den kommende udvidelse af Brøndbyvester Skole.

    Delegationen mødte bl.a. Helsinkis skoleforvaltning for at høre om strategier, vellykket praksis og aktuelle udfordringer. Der var besøg på nybyggede skoler for at se fleksible læringsmiljøer i brug, og en skole, der står foran ombygning – med fokus på, hvad der fungerer i dag, og hvad der tages med ind i det nye byggeri. Delegationen lagde også vejen forbi Oodi, Helsinkis hovedbibliotek, som fungerer som fælles læringsrum, kulturhus og demokratisk mødested.

    Studieturen fandt sted samtidigt med, at de nationale PISA-resultater har sat folkeskolen til debat. Brøndby har i flere medier medvirket i debatten blandt andet med synspunkter om, hvordan skolerne i Brøndby formår at løfte eleverne – et perspektiv, som ikke måles i PISA-undersøgelsen.

    Begrebet ’beståelsesløfteevnen’ dækker over forskellen mellem den forventede beståelsesandel, når man tager højde for elevernes socioøkonomiske forhold, og så hvor mange elever der rent faktisk består. Brøndbys evne til at løfte eleverne ligger helt i top, viser en analyse fra Tænketanken Cepos. 

    Læs mere i nyheden om at Brøndbys skoler er gode til at løfte elevernes faglighed

    Løfteevnen er central for arbejdet med folkeskolerne i Brøndby

    Nu skal indsigterne fra Finland kobles til Brøndbys egne erfaringer og behov, når den nye skole i Brøndby Strand skal planlægges, men også til udviklingen af alle Brøndbys skoler herunder udvidelsen af Brøndbyvester Skole. 

    “Hvor har vi lært meget om moderne skolebyggeri og det finske skolevæsen på få dage. Tak til alle rejsekammerater blandt politiske kollegaer, skoleledere og embedsmænd. Turen har givet både perspektiv og praktisk indblik til arbejdet med fremtidens skoler i Brøndby. Jeg tager gode ting med mig hjem om fx mobil- og skofriskoler og hvad det betyder for et skolevæsen, når der stort set ikke findes et privat alternativ og man derfor er forpligtede på at være for hele folket,” siger borgmester Maja Højgaard.

    Foto fra venstre: Henning Elmelund (A), Mark Stahlfest, viceskoleleder på Brøndbyøster Skole, Fatih Baran (Ø), Joachim Kjølberg, skoleleder på Brøndbyvester Skole, Rikke Rubek Jørgensen, skoleleder på Brøndby Strand Skole, Henrik Bach (O), Cecilie Engell, direktør for Social- og Sundhedsforvaltningen, Maja Højgaard, borgmester, Jesper Juelshøj-Madsen, byggechef, Rikke Reiter, skolechef, Puk Harboe, souschef for skoleområdet, Syed Aejaz Haider Bukhari (A), Peter Pannula Toft, direktør for Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen 

    Tilmeld dig Brøndby Kommunes nye nyhedsbrev

    Kontakt

    Børne- Kultur- og Idrætsforvaltningen

    Brøndby Rådhus
    Park Allé 160
    2605 Brøndby

    Telefon: 43 28 28 28

    Send sikker Digital Post

    E-mail: born@brondby.dk

    Åbningstider

    Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
    Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
    Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

    Bemærk at Pladsanvisningen holder lukket fredag den 11. september 2026 pga. faglig dag. 

    Telefontider

    Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
    Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
    Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

    Bemærk at Pladsanvisningens telefontid holder lukket fredag den 11. september 2026 pga. faglig dag. 

    Undgå lang ventetid i telefonen 

    Sidst opdateret: 17. september 2026