Ukrainske flygtninge til julehygge på Brøndby rådhus
Alle Brøndbys ukrainske flygtninge var inviteret til julehygge på rådhuset med julekoncert, gløgg og æbleskiver. De ukrainske gæster tog rigtig godt imod invitationen og mødet med de danske traditioner.
Tirsdag den 13. december kl. 15 trådte ca. 50 ukrainske flygtninge – børn og voksne – ind i kommunalbestyrelsessalen på Brøndby rådhus.
Alle ukrainske flygtninge i Brøndby var inviteret til julehygge med æbleskiver, gløgg, slikposer og en lille julekoncert, som den lokale musikskole stod for.
Simultanoversat velkomsttale
De ukrainske gæster blev modtaget af borgmesteren, der holdt en velkomsttale på dansk, som blev simultanoversat af Kateryna Hania. Kateryna er kommet til Brøndby med sin datter og mor. De tre har de seneste måneder boet i deres egen lejlighed, og datteren trives rigtig godt med at gå i den lokale børnehave.
”Jeg tror ikke, vi andre helt kan forstå, hvad I faktisk har gået igennem og går igennem. Men vi kan hjælpe, hvor vi nu kan. Ikke mindst kan vi hjælpe med de mange praktiske ting, der handler om at have et sted at bo, hjælpe med børnehave, skole, sprogskole, job – og at få en lille følelse af tryghed tilbage. Det har mange af mine medarbejdere her på rådhuset haft travlt med – det er dejligt at se, hvor godt I har taget imod vores hjælp. Og tak for den taknemmelighed, vi har fået i retur fra jer,” sagde borgmester Kent Magelund blandt andet i sin tale.
Danske juletraditioner blev godkendt
10 dygtige små og større elever fra Brøndby Musikskole og to lærere spillede og sang en smuk minikoncert med både danske og engelske julesange, og fik stor klapsalve fra salen.
De ukrainske gæster tog godt imod de ukendte danske juletraditioner og smagte både gløgg og æbleskiver, mens der blev julehygget og børnene farvelagde de specialdesignede Brøndby-kopitegninger.
Der bor i alt 100 ukrainske flygtninge i Brøndby.
Kontakt
Kommunikationsteam
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 28 28