Tips til jobsøgning
Når du bliver arbejdsløs og gerne vil i arbejde igen, skal du i gang med at søge job. Her kan du få tips til din jobsøgningsstrategi
Hjælp til JOBNET
Få gratis hjælp med JOBNET, CV, joblog eller selvbook, i Jobcenter Brøndbys JOBNET-cafe. Alle Brøndbyborgere kan komme i JOBNET-cafeen, uanset om du er ledig eller blot ønsker et jobskifte.
JOBNET-cafeen er åben hver torsdag fra 15:00-17:00.
Vil du vide mere kan du ringe på tlf. 43 28 26 66 eller på mail: jobcenter@brondby.dk
Find et nyt job
En effektiv jobsøgning skal planlægges godt. Du skal først og fremmest gøre dig klart
- hvilke typer af job du gerne vil have
- hvor du gerne vil arbejde
- om du har de kvalifikationer, det kræver.
Der er i store træk tre måder at finde et nyt job på:
Se muligheder på Arbejdsmarkedsbalancen.dk
På Arbejdsmarkedsbalancen.dk kan du tjekke, hvor der er gode jobmuligheder.
Værktøjet kan give dig et billede af, hvordan jobmulighederne er inden for de stillinger, hvor du helst vil have job, og om mulighederne er bedre i andre dele af landet. Du kan også få inspiration til andre typer stillinger, du kan rette din jobsøgning mod.
Mange får nyt job via deres netværk. Derfor er det altid en god idé at sørge for, at så mange som muligt ved, at du er jobsøgende. Det gælder ikke mindst de nærmeste i dit netværk og dem, der har forbindelser til den slags job, du søger.
Lav eventuelt en liste over alle dem, du kender: fra venner og tidligere kolleger til lidt fjernere bekendte og familiemedlemmer. Overvej, hvem på listen der måske kunne hjælpe dig videre på vejen mod et nyt job.
Brug eventuelt Facebook eller andre sociale medier til at aktivere dit netværk. På den måde kan du hurtigt sprede beskeden om, hvad du søger, til mange. Netværket kan også være med til at foreslå job, du kan søge uopfordret.
Jobannoncer finder du i mange aviser og fagblade, men også i et væld af jobdatabaser på internettet. Og mange af de job, der er slået op i aviser og fagblade, ligger også i jobdatabaserne.
I jobdatabaserne kan du også oprette dit eget cv, så arbejdsgivere kan finde dig, hvis de har det job, du søger. Du kan også vælge at få en e-mail, hver gang et ledigt job i basen matcher dit cv.
Du behøver ikke vente på, at et job bliver slået op. Når du har afklaret, hvilke typer job du er interesseret i og kvalificeret til, kan du vælge at søge uopfordret. Det vil sige kontakte arbejdsgivere, der kunne tænkes at have behov for din arbejdskraft.
Det gør du som regel ved at sende en uopfordret ansøgning. Lige som i en almindelig ansøgning, skal du fortælle hvem du er, hvad du kan, hvorfor du søger job i netop den virksomhed. Når der ikke er slået et bestemt job op, skal du beskrive, hvilken slags job du forestiller dig.
Du kan efter et stykke tid følge din uopfordrede ansøgning op med en telefonopringning eller en personlig henvendelse.
At skrive en god ansøgning og et præcist cv er afgørende for at komme i betragtning til et job. Det er noget, man kan lære – fx på et jobsøgningskursus. Her kan du også få ideer og inspiration fra andre jobsøgende.
Er du medlem af en a-kasse, kan du tilmelde dig et af de kurser, a-kassen arrangerer. Desuden kan dit lokale jobcenter ofte tilbyde hjælp til jobsøgningen – også hvis du modtager kontanthjælp.
Kontakt
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 09.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00