Hjemmehjælp
Hvis du har svært ved at klare hverdagen i hjemmet ved egen hjælp, kan du søge hjemmehjælp
I Brøndby Kommune lægger vi vægt på, at du som borger har indflydelse på dit eget liv. Vores mål er at hjælpe dig med at udnytte dine egne ressourcer og dermed bevare en aktiv og selvstændig hverdag så længe som muligt.
Hvis du på grund af en midlertidig eller varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke selv kan klare din personlige pleje eller praktiske opgaver i hjemmet, kan du tilbydes hjemmepleje. Som udgangspunkt tilbydes hjælpen som hverdagsrehabilitering efter princippet om hjælp til selvhjælp. Formålet med hverdagsrehabilitering er, at du efter træning selv kan klare hele eller dele af de daglige opgaver igen.
Kontakt visitationen
Hvis du oplever at have brug for hjemmehjælp, kan du kontakte visitationen:
Telefon: 43282808
Mandag - onsdag: kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: kl. 13.00 - 17.30
Fredag: kl. 09.00 - 12.00
Visitatorerne har personlig telefonisk betjening alle hverdage undtagen torsdag kl. 9-10.
Personligt fremmøde kun efter aftale.
En visitator vil aftale et hjemmebesøg med dig for at vurdere dine behov og ressourcer. Vurderingen baseres på Servicelovens §83, §83a og §84 samt Brøndby Kommunes kvalitetsstandarder. Efter hjemmebesøget modtager du en skriftlig afgørelse vedlagt en klagevejledning.
Tildeling af hjælp
Hjælp tildeles på baggrund af en individuel vurdering af både dine og din husstands ressourcer. Hvis du har en ægtefælle eller større hjemmeboende børn, vil de blive betragtet som en ressource, der kan hjælpe med praktiske opgaver i hjemmet.
Der findes mange teknologier, der kan gøre din hverdag lettere og hjælpe dig til at klare dig mere selv. Nogle af dem bliver regnet som almindeligt indbo, og dem skal du selv stå for at anskaffe. Det kan for eksempel være:
- Opvaskemaskine eller bordopvaskemaskine
- Robotstøvsuger evt. inklusiv gulvvasker
- Vaskemaskine og evt. tørretumbler i egen bolig
- Forhøjer til vaskemaskine
- Tilkaldemuligheder til pårørende ved stemmeopkald / ældrevenlige telefoner / ur
Robotstøvsugere
Brøndby Kommune har truffet beslutning om at borger, der kan betjene en robotstøvsuger, ikke kan få hjælp til manuel støvsugning. Beslutningen tager afsæt i en afgørelse truffet af Ankestyrelsen som fastslår, at robotstøvsugere betragtes som sædvanligt indbo og at teknologiske muligheder kan indgå den faglige vurdering. Det betyder, at du selv skal anskaffe dig en robotstøvsuger. Robotstøvsugere har vist sig at være meget effektive og tidsbesparende, da de kan klare rengøringen af dine gulve på en hurtig og automatisk måde.
Du har selv ansvaret for at indrette dit hjem, sådan at robotstøvsugeren kan komme rundt. Har du mange løse ledninger bør disse sættes fast, løse tæpper fjernes, og har du høje dørtrin, kan der købes dørtrinsramper, der er specielt fremstillet til robotstøvsugere.
Det forhold, at du ikke ønsker at anskaffe en robotstøvsuger gør ikke, at kommunen skal bevilge manuel støvsugning.
Fordele ved robotstøvsugere:
- Med robotten bestemmer du selv, hvornår og hvor ofte du vil støvsuge. Det kan bidrage til et renere og mere hygiejnisk hjem.
- Robotten kan nå selv de svært tilgængelige områder og fjerne snavs og støv, hvor hjemmeplejen jf. vores kvalitetsstandarter ikke kommer fx under møbler.
- Robotterne registrerer nemt forhindringer og undgår at beskadige møbler eller andre genstande i hjemmet.
Gode råd før du køber en robotstøvsuger
Det kan være lidt overvældende at tage ny teknologi i brug – især hvis man ikke er vant til den slags apparater. Mange oplever, at det virker besværligt i starten.
Der findes rigtig mange forskellige robotstøvsugere med forskellige funktioner og måder at betjene dem på. Det er en god idé at undersøge mulighederne grundigt, så du finder en model, der passer til dine behov og dit budget. Vi anbefaler, at du tænker over følgende, før du køber – så du får en robotstøvsuger, der passer til dig og dine behov:
- Hvor stort et område skal robotten støvsuge?
- Skal den kunne køre over dørtrin?
- Er den beregnet til tæpper eller gulve?
- Hvordan foretrækker du at betjene den – med eller uden smartphone?
- Er det en fordel for dig, hvis den selv kan tømme støvbeholderen?
- Skal robotten også kunne vaske gulv?
Hvis du ikke selv kan tømme støvsugeren, kan du søge om hjælp til dette.
Hvis du har behov for støtte i dit hjem, skal dit hjem kunne fungere som arbejdsplads. Det betyder, at vi skal gennemgå dit hjem for at vurdere, om det lever op til retningslinjerne for et godt arbejdsmiljø, så vi kan passe godt på dig og vores medarbejdere. Derfor kan det være nødvendigt at flytte rundt på møblerne, fjerne løse gulvtæpper eller installere hjælpemidler i dit hjem, så du kan få støtte. Det er også vigtigt, at der er passende belysning.
Det er ikke tilladt, at der bliver røget i dit hjem, imens medarbejderne er der. Du skal derfor lufte ud en halv time inden, hvis der bliver røget i dit hjem. Medarbejderne må heller ikke ryge i dit hjem.
Hvis du har husdyr eller kæledyr, skal de være lukket inde i et andet rum, imens medarbejderen er i dit hjem.
Er det mørkt, skal du huske at tænde lys udendørs, ligesom du skal sikre dig at der er ryddet for sne om vinteren, så medarbejderen kan orientere sig og komme uhindret frem til dit hjem uden at komme til skade.
Skal du have hjælp til for eksempel rengøring, er det et krav, at du sørger for, at der er miljømærkede rengøringsmidler samt en støvsuger og et moppesæt, hvor stangen kan indstilles i længden.
Hvis der er udfordringer i forhold til arbejdsmiljøet, er det dit ansvar, at det bliver bragt i orden, men vi giver gerne råd og vejledning herom.
Når du er visiteret til hjemmehjælp, kan du frit vælge mellem godkendte leverandører i Brøndby Kommune:
- Den kommunale hjemmepleje
- En privat leverandør, der har kontrakt med kommunen
Du har også mulighed for at udpege privat hjælper efter eget valg til at udføre personlig pleje, og/eller praktisk hjælp. Brøndby Kommune skal godkende og indgå ansættelsesaftale med den selvudpegede hjælper før en ordning kan påbegyndes.
Fleksibel hjemmehjælp
Fleksibel hjemmehjælp betyder, at du har ret til at bytte ydelser inden for bestemte rammer. Hvis du modtager personlig pleje og praktisk hjælp, har du mulighed for at vælge en helt eller delvis anden hjælp end den, der er truffet afgørelse om.
Du og hjælperen har således mulighed for at aftale fra gang til gang, hvilke indsatser du ønsker. Du kan eksempelvis vælge at bytte støvsugningen med andre opgaver, der modsvarer de aktuelle behov, dog kun inden for den visiterede tidsramme. Hvis du ønsker at bytte mellem personlig pleje og praktisk hjælp forudsætter det, at du er visiteret til begge indsatser. Hvis du gentagne gange fravælger indsatser, er leverandøren forpligtet til at orientere Visitationen med henblik på, at der foretages en revurdering. Fravælger du en indsats til fordel for en anden indsats, kan du ikke efterfølgende kræve den fravalgte indsats leveret
Hvis du er berettiget til varig hjemmehjælp, kan du få hjemmehjælp i perioder, hvor du opholder dig i en anden kommune end din bopælskommune, fx i forbindelse med et sommerhusophold.
Det er din midlertidige kommune, der beslutter, hvilken hjælp du konkret kan få, og serviceniveauet vil blive tilpasset det lokale niveau.
Du skal kontakte din bopælskommune, hvis du ønsker hjemmehjælp i en begrænset periode.
Hvis du skal på ferieophold i Brøndby Kommune, skal du kontakte din bopælskommune. Din bopælskommune vil herefter bestille hjælpen i Brøndby Kommune. For at kunne iværksætte hjælpen, skal Brøndby Kommune varslets senest 14 dage forud for opholdet.
Du kan finde flere oplysninger og praktiske detaljer i vores pixiguide
Her finder du folderen med information om privatleverandører
Hjemmehjælp
Hvis du har svært ved at klare hverdagen i hjemmet ved egen hjælp, kan du søge hjemmehjælp
Hjemmehjælp er forskellige former for hjælp, som kommunen kan hjælpe dig med i dit hjem, hvis du har behov for det. Det kan være til personlig pleje og praktisk hjælp.
- Personlig pleje er hjælp til personlig hygiejne, at få tøj på, at komme ud af sengen, hjælp til at spise m.m.
- Praktisk hjælp er hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet som fx hjælp til rengøring, tøjvask og indkøb.
Du kan få hjemmehjælp, hvis du har et handicap eller i en periode har været syg og derfor ikke længere har de fysiske eller psykiske færdigheder, du havde tidligere. Afgørelsen om, hvilken hjælp du kan få, træffer kommunen på grundlag af en vurdering af dit behov.
Du kan få hjælp til:
- personlig pleje
- praktiske opgaver i hjemmet
Du kan ansøge kommunen om hjemmehjælp i form af varig hjælp, midlertidig hjælp eller som lejlighedsvis aflastning. Du kan få hjælp uanset om du bor alene, i eget hus, i bofællesskab, i plejebolig eller andet.
Du skal kontakte kommunen for at søge om hjemmehjælp. Det kan du gøre ved at ringe til visitationen i kommunen.
Kommunen vurderer din individuelle og samlede situation og afgør på dette grundlag, hvor meget hjælp du kan få, og om du har brug for at få varig hjælp eller hjælp i en kortere periode. Kommunen skal også overveje muligheden for et tidsafgrænset rehabiliteringsforløb, hvor du får hjælp til at forbedre din funktionsevne. Kommunens afgørelse skal være skriftlig, og den skal indeholde en klagevejledning. Hvis dine behov ændres, skal hjælpen tilsvarende ændres.
Kommunen fastsætter årligt kommunens serviceniveau, som beskrives i en kvalitetsstandard. Her kan du finde generel information om den hjælp, du kan forvente at få i kommunen, hvis du får behov for personlig og praktisk hjælp.
Uanset om du får hjemmehjælp til praktiske opgaver eller hjælp til personlig pleje, har du mulighed for selv at vælge hvem af de godkendte leverandører, der skal levere hjemmehjælpen. Kommunen skal oplyse dig om, hvilke leverandører du kan vælge imellem. Kommunen udleverer materiale, hvor du kan læse om, hvad den enkelte leverandør kan tilbyde.
Har du et specifikt ønske om, hvem der skal stå for din hjemmehjælp, kan du søge om at få personen godkendt af kommunen. Personen skal opfylde kommunens krav til uddannelse m.m.
Endelig kan du, hvis kommunen ikke kan yde den hjælp, du er blevet tilkendt, efter aftale med kommunen ansætte en privat hjælp og få tilskud til lønnen. Får du mere end 20 timers hjælp om ugen, har du også mulighed for at ansætte din egen hjælp og få tilskud. Kravet er, at du skal have en betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Den person, du vælger, skal opfylde kommunens krav til uddannelse m.m.
Fleksibel hjemmehjælp
Fleksibel hjemmehjælp betyder, at du har ret til at bytte ydelser inden for bestemte rammer. Hvis du modtager personlig pleje og praktisk hjælp, har du mulighed for at vælge en helt eller delvis anden hjælp end den, der er truffet afgørelse om.
Du kan for eksempel vælge at bytte støvsugningen med en gåtur eller andre ydelser, du aktuelt har behov for, hvis det kan holdes inden for samme tidsramme. Reglen er, at du skal være tildelt begge ydelsesformer – praktisk hjælp og personlig pleje for at kunne bytte mellem dem. Hvis du kun er tildelt en af ydelsesformerne, fx praktisk hjælp, kan du ikke bytte til en ydelse, der hører under personlig pleje eller omvendt. Du kan til gengæld bytte til andre former for praktisk hjælp.
Erstatningshjælp
Kommunen skal sørge for, at hjælpen leveres inden for en rimelig frist, hvis den oprindelige aftale ikke kan overholdes. Kommunen beslutter, hvad der er en rimelig frist.
Brøndby Kommune indberetter IKKE til fritvalgsdatabasen
Det er frivilligt for kommunerne, om de vil indberette oplysninger i fritvalgsdatabasen. Brøndby Kommune har valgt ikke at gøre dette.
Hvis du er berettiget til varig hjemmehjælp, kan du få hjemmehjælp i perioder, hvor du opholder dig i en anden kommune end din bopælskommune, fx i forbindelse med et sommerhusophold.
Det er din midlertidige kommune, der beslutter, hvilken hjælp du konkret kan få, og serviceniveauet vil blive tilpasset det lokale niveau.
Du skal kontakte din bopælskommune, hvis du ønsker hjemmehjælp i en begrænset periode.
Du kan klage over din hjemmehjælp, fx over hjælpens omfang, den måde opgaverne udføres på, den person, som udfører opgaverne, eller over at der er givet afslag på hjemmehjælp.
Det er kommunalbestyrelsen i kommunen, der har det overordnede ansvar for ældreplejen. Ønsker du at klage eller gå i dialog angående kommunens serviceniveau, kan du derfor rette henvendelse til kommunalbestyrelsen.
Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse om hjemmehjælp, skal du klage til kommunen inden 4 uger. Kommunen skal genvurdere sin afgørelse inden 4 uger, fra klagen er modtaget.
Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, sender kommunen din klage videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.
Lovgivning
Du kan finde reglerne for hjemmehjælp i serviceloven, kapitel 16.
Reglerne for betaling kan du læse på Retsinformation:
Kontakt Visitationen
Social- og Sundhedsforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 28 08
E-mail: Visitationen@brondby.dk
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Hvis du ønsker personligt fremmøde i Visitationen kræver det en forudgående aftale. Du skal aftale fremmødet med det team eller den sagsbehandler i Visitationen, du ønsker et møde med