Sådan hjælper Brøndby Kommune
Krigen i Ukraine har sendt mange mennesker på flugt, og nogle af dem er allerede kommet til Brøndby. Pt. har vi kendskab til 38 børn og voksne ukrainere, der er kommet til Brøndby Kommune.
De første tre familier er flyttet ind i den kommunale bygning Bakkegården og den kommunale bygning Hermosagård er også klargjort, så flere familier kan rykke ind. Mange ukrainere er fortsat privat indkvarteret.
Vi er i dialog med de ukrainske flygtninge, vi pt. kender til, der er i Brøndby. Men vi forbereder os også på, at der kan komme flere.
Vi er i fuld gang med at tage godt imod dem alle og give dem en en god velkomst. Det handler både om bolig, skole- og daginstitutioner, aktiviteter, jobmuligheder og øvrige fornødenheder.
Der er oprettet familieklasse på Brøndbyvester Skole dagligt kl. 8-14, hvor ukrainske børn og forældre kan komme til aktiviteter og undervisning. Personalet vil være kolleger fra dagtilbud- og skoleområdet.
Ingen samarbejder med Rusland
Brøndby Kommune har ingen investeringer med kobling til Rusland i sin finansielle portefølje og har ikke indkøbsaftaler eller lignende med Rusland. Derudover har Brøndby Kommune heller ikke en russisk venskabsby.
Kommunalbestyrelsen er klar til at hjælpe
”I den nuværende situation, hvor Danmark som følge af krigen i Ukraine sandsynligvis står foran at skulle modtage den største mængde flygtninge siden 2. verdenskrig, ønsker vi i Brøndby Kommune at bidrage til at løse den store samfundsopgave. Det er en kæmpemæssig opgave at finde indkvartering til de mange flygtninge, der forventes at komme til Danmark, og den vil vi naturligvis gerne hjælpe med,” siger borgmester Kent Magelund på vegne af kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune.