Borgerrådgiver
Du kan få gratis hjælp af borgerrådgiveren, hvis du er utilfreds med kommunens behandling af din sag, eller hvis du har svært ved at forstå en afgørelse.
Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune har pr. 1. april 2022 ansat en borgerrådgiver.
En borgerrådgiver er en uvildig og uafhængig person, som kan rådgive og vejlede dig i forhold til behandlingen af din sag, klagemuligheder og regler for sagsbehandling inden for kommunens områder.
Borgerrådgiveren skal sikre borgernes retssikkerhed, styrke dialogen mellem borgere og kommunen samt sikre, at borgere bliver hørt og får en respektfuld behandling. Derudover har borgerrådgiveren til opgave at understøtte læring og udvikling i kommunens forvaltning med afsæt i de konkrete borgerhenvendelser.
Borgerrådgiveren kan hjælpe med at:
- skabe en konstruktiv dialog mellem dig og kommunens afdelinger
- vise vej til den rette medarbejder/afdeling i kommunen
- forstå breve eller afgørelser fra kommunen
- vejlede om dine rettigheder i forbindelse med sagsbehandlingen
- vejlede om klagemuligheder
- gennemlæse udkast til klager og/eller hjælpe med at formulere en klage over en kommunal afgørelse uden dog at udfærdige denne i sin helhed
- behandle klager over kommunens sagsbehandling eller sagsbehandlerens adfærd
- hjælpe med at forberede en samtale, som du er utryg ved eller eventuelt deltage i mødet med forvaltningen
Borgerrådgiveren kan ikke hjælpe med at:
- træffe afgørelser eller ændre afgørelser
- behandle klager over forhold, der er eller kan indbringes for andre klageinstanser, for eksempel Ankestyrelsen
- behandle sager, der er indbragt for det kommunale tilsyn, ombudsmanden eller domstolene
- behandle klager over ansættelsesforhold eller privatretlige forhold
- behandle klager over politiske beslutninger (fx om serviceniveau) eller over forhold, som er vedtaget af de politiske udvalg eller kommunalbestyrelsen.
- Borgerrådgiveren kan ikke fungere som bisidder eller partsrepræsentant.
- Borgerrådgiveren kan som udgangspunkt ikke behandle sager, der er over et år gamle, medmindre klagen vedrører aktuelle og konkrete forhold i sagen, som er opstået inden for de seneste 12 måneder.

Borgerrådgiver Sibell Khan
Sibell Khan er Brøndbys borgerrådgiver, der skal styrke dialogen mellem borgerne og kommunen i konkrete sager.
Kontakt
Borgerrådgiver
Sibell Khan
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 23 69 04 70
E-mail: sikha@brondby.dk
Telefontider
Mandag-torsdag: 9.00-15.00
Fredag: 9.00-13.00
Hvis telefonen er optaget, så læg venligst en besked med navn og telefonnummer, så vil du blive ringet op hurtigst muligt.
Personlig samtale uden forudgående aftale
Kulturhuset Kilden: Tirsdag kl. 13.00-14.00
Kulturhuset Brønden: Torsdag kl. 15.30-17.30