Letbanen

I 2025 kan du tage den første tur med letbanen mellem Lyngby og Ishøj. Den planlagte letbanestrækning bliver 28 km lang, går igennem 9 kommuner og får 29 letbanestop - heraf to stop i Brøndby Kommune.

Letbanen i Brøndbyvester

I Brøndby Kommune vil letbanen køre langs Søndre Ringvej, og der kommer to letbanestationer:  

  • Kirkebjerg station i krydset Sdr. Ringvej/Park Allé
  • Brøndbyvester station i krydset Sdr. Ringvej/Vallensbækvej
  • Tæt på kommunegrænsen vil der også blive letbanestationer ved både Glostrup Station og Delta Park i Vallensbæk. 

I Brøndby vil letbanen blive lagt i vestsiden af Søndre Ringvej, dog vil letbanen ved kommunegrænsen til Glostrup krydse over til østsiden. Ved de to kommende letbanestationer skal der placeres stationsforpladser. Stationsforpladserne bliver planlagt og etableret af Brøndby Kommune og som vil være i tæt dialog med de berørte borgere.

Tid Aktivitet
2021

Brøndby Kommune og Movia planlægger, hvordan buslinjerne kører, når letbanen er færdig. Alle relevante borgere bliver involveret.

2021-2023 Hovedstadens Letbane forventer at gå i gang med selve anlægsarbejdet i Brøndby.
2023-2034 Byggeri af letbanen.
2024-2025 Testkørsel.
2025 Åbning.

Følg arbejdet i Brøndby

Du kan finde meget mere information om letbanen i Brøndby, finde aktuelle arbejder og hvordan det påvirker trafikken hos Hovedstadens Letbane.

Læs mere om anlæg af Letbanen i Brøndby

Oftest stillede spørgsmål om letbanen

På Hovedstadens Letbane kan du finde ofte stillede spørgsmål, som er samlet og kategoriseret. Du kan blandt andet få svar på spørgsmål om:

  • Hvorfor ikke en metro eller et S-tog og kan man have cykler med i letbanetoget?
  • Hvordan ser økonomien i letbaneprojektet ud og hvordan er det organiseret?
  • Hvordan vil Hovedstadens Letbane sikre danske løn- og arbejdsvilkår i byggeriet?
  • Hvad sker der med bil-, bus- og cykeltrafikken efter letbanebyggeriet?
  • Hvor mange nye jobs bliver skabt under og efter letbanebyggeriet?

Få svar på dine og andres spørgsmål på dinletbane.dk

Nedenfor har vi samlet en række svar på spørgsmål, der handler om Letbanen i Brøndby.

Hvordan er linjeføringen i Brøndby?

Letbanen følger Søndre Ringvej gennem Brøndby Kommune, med Kirkebjerg station i krydset ved Park Allé og Brøndbyvester station i krydset ved Vallensbækvej.

Se siden om linjeføringen i Brøndby.

Hvad er baggrunden og den politiske proces?

Baggrunden for letbaneprojektet bygger på en principaftale om at anlægge en letbane langs Ring 3. Aftalen blev underskrevet af parterne i sommeren 2013.

Parterne bag letbaneprojektet er staten, Region Hovedstaden og 11 kommuner, der ud over Brøndby er Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Herlev, Albertslund, Rødovre, Glostrup, Hvidovre, Vallensbæk, Ishøj og Høje-Taastrup.

Selve anlægsloven for Hovedstadens Letbane blev vedtaget af Folketinget den 31. maj 2016.

I oktober 2016 blev udbudsmaterialet sendt ud til de prækvalificerede entreprenører. Det blev entreprenør Per Aarsleff A/S, der vandt udbuddet for anlægsarbejdet i Brøndby Kommune. Ejerkredsen satte den endelige underskrift den 26. februar 2018 og godkendte dermed, at byggeriet af Hovedstadens Letbane kan gå i gang.

Politisk proces i Brøndby Kommune

Juni 2017

Kommunalbestyrelsen beslutter, at der ikke skal være fortov langs østsiden af Sdr. Ringvej.

April 2017

Kommunalbestyrelsen beslutter, at der ved stationen Kirkebjerg etableres stationsforplads og at der i lokalplanen arbejdes videre med en stationsforplads, der er nord-sydvendt, og med omtrentlig størrelse som vist på skitse 1 i redegørelsen. Der arbejdes pt. med forskellige scenarier i forhold til, hvordan stationsforpladserne skal udformes.

November 2015

Kommunalbestyrelsen beslutter at godkende en ændret linjeføring ved kommunegrænsen til Glostrup.

Juni 2015

Kommunalbestyrelsen vedtager linjeføringen i Brøndby. 

 

Hvad kommer Letbanen til at koste for Brøndby Kommune?

Det vurderes, at det koster ca. 4 mia. kr. at anlægge Hovedstadens Letbane.

Derudover kommer ca. 1,3 mia. kr. til togsæt og etablering af kontrol- og vedligeholdelsescenter. Anlægsudgifterne er fordelt således, at staten betaler 40 pct., Region Hovedstaden betaler 26 pct., og de 11 kommuner til sammen betaler 34 pct. Når letbanen går i drift, fordeles udgifterne, så regionen betaler 43 pct., og kommunerne betaler 57 pct. af omkostningerne.

Det betyder, at anlæggelsen af letbanen for Brøndby Kommune vil koste ca. 14,2 mio. kr., og ca. 4,3 mio. kr./året. Omregnet betyder det, at det for hver enkelt borger i Brøndby Kommune koster ca. 400 kr. (baseret på 35.601 borgere i Brøndby Kommune, primo 2017).

Hvem er Brøndby Kommune sammen med om Letbanen?

Staten, Region Hovedstaden, Lyngby-Taarbæk Kommune, Gladsaxe Kommune, Herlev Kommune, Rødovre Kommune, Glostrup Kommune, Vallensbæk Kommune, Albertslund Kommune, Brøndby Kommune, Hvidovre Kommune, Høje-Taastrup Kommune og Ishøj Kommune har indgået principaftalen om anlæg og drift af en letbane langs Ring 3.

Der er oprettet et selskab, Hovedstadens Letbane I/S, som skal bygge og drive letbanen.

I Brøndby Kommune er det entreprenør Per Aarsleff A/S, der står for anlægsarbejdet. Entreprenøren blev valgt på baggrund af en udbudsproces.

Hvornår inddrager Brøndby Kommune borgerne?

Letbanebyggeriet er et stort og langvarigt projekt og Brøndby Kommune prioriterer at være i tæt dialog med alle, der bliver berørt og direkte påvirket af letbanebyggeriet.

Brøndby Kommune har løbende inddragelse af borgere og virksomheder, det handler om:

Stationsforpladser

Brøndby Kommune har holdt møder med de grundejere, der bliver påvirket af de kommende stationsforpladser.
Lokalplanen for stationsforpladsen ved Sdr. Ringvej/Vallensbækvej er vedtaget efter at have været i høring hos borgerne.

Læs lokalplan 241 for stationsforpladsen ved Sdr. Ringvej/Vallensbækvej

Letbanebyggeriet

Inden selve byggeriet af letbanen kan begynde, vil forsyningsselskaber lægge el-, gas- og vandledninger om, så der bliver plads til letbanen langs Sdr. Ringvej i Brøndby. Grundejere - og bilister - der bliver påvirket af arbejdet med at omlægge ledninger vil løbende blive informeret. Læs mere om påvirkninger af trafikken nedenfor.

Hvordan bliver trafikken påvirket i Brøndby?

I forbindelse med omlægning af ledninger og selve etableringen af letbanen bliver trafikken på Søndre Ringvej påvirket. For at gøre plads til letbanen skal der nemlig flyttes el-, gas- og vandledninger. Herefter kommer selve anlægget af letbanen.

Brøndby Kommune samarbejder med Hovedstadens Letbane om at finde de bedst mulige løsninger, men det kan ikke undgås, at vi i perioder bliver nødt til at nedsætte antallet af kørespor i begge retninger. Det vil betyde perioder med kødannelse og forsinkelser.

I Brøndby Kommune har vi dog meget fokus på en fornuftig afvikling af den lokale trafik i Brøndby i tæt dialog med vores borgere og brugere.

Det gælder også den kollektive bustrafik, hvor vi har et tæt samarbejde med Movia om, hvordan buslinjerne kører i de år, hvor letbanen bliver bygget.

Inden letbanen er bygget færdig, planlægger vi sammen med Movia, hvordan buslinjerne skal ændres/tilpasses, når letbanen begynder at køre.

Når letbanen er bygget færdig i 2025, vil der i Brøndby være det samme antal kørespor på Søndre Ringvej som i dag - to spor i hver retning.

Hvad med ekspropriationer og servitutter i Brøndby Kommune?
Ekspropriationer

Ekspropriationerne i Brøndby er i gang. De fleste arealer er eksproprieret, men ekspropriationerne fortsætter. De berørte grundejere er kontaktet.

Det vil være muligt at se materiale til de kommende ekspropriationer i forbindelse med letbanen, der bliver afholdt i perioden den 19. april til den 20. maj 2021. Hvis du ønsker at se materialet, skal der bestilles tid til dette ved at sende en mail til trafik@brondby.dk, hvorefter materialet kan ses på Brøndby Rådhus.

Servitutter

Langs hele strækningen skal der på en stor del af de tilstødende naboarealer tinglyses en servitut for at sikre drift og vedligeholdelse af letbaneanlægget. Servitutter indeholder en indskrænkelse af rettigheder for en grund. Servitutten skal sikre, at der ikke i fremtiden bygges, graves eller andet, der kan forringe driften af letbanen og passagerernes sikkerhed.

 

Hvilke gener vil letbanebyggeriet give i Brøndby?

Det er endnu ikke muligt præcis at beskrive, de nøjagtige konsekvenser af letbanebyggeriet i Brøndby.

Arbejdet med ledningsomlægninger og anlæg af letbanen vil dog medføre gener for de naboer, der bor tæt på byggearbejdet – eksempelvis i form af støj, støv, lys og vibrationer fra byggepladserne. De fleste steder er arbejdet dog af kortere varighed og vil flytte sig, som arbejdet skrider frem.

Der er udarbejdet en støjhandleplan, hvor der blandt andet står, at byggeriet skal foregå inden for normal arbejdstid om muligt. Der udføres kun nat- og aftenarbejde, når det er nødvendigt af hensyn til trafikken eller sammenhængende arbejdsprocesser. I Brøndby Kommune har vi ligeledes vedtaget et sæt regler for begrænsninger af gener, så som støj, støv og vibrationer fra bygge- og anlægsarbejder, som skal følges.

Læs støjhandlingsplanen

Andre forventede gener langs Sdr. Ringvej vil være:
  • Begrænset fremkommelighed for trafikken på alle veje omkring letbanebyggeriet
  • Lukkede veje og alternative ruter for biler, busser, cyklister og gående
  • Nedlæggelse af p-pladser
  • Vanskeligere adgang til boliger, virksomheder og butikker
  • Støj, støv, lys og vibrationer fra byggepladserne
  • Fældning af træer og anden beplantning
Det er besluttet, at trafikanter skal kunne komme frem i hele perioden. Derfor er der:
  • Indført restriktioner i udbudsmaterialet om, at særligt udsatte steder og kryds ikke må ombygges samtidigt
  • Nedsat en rådgivende gruppe med politi, brandvæsen og beredskab, som skal sørge for, at udrykningskøretøjer kan komme frem
  • Planlagt at busserne får forkørselsret og særlige spor, så de altid kan komme frem
  • Planlagt at cykelstier fastholdes i videst muligt omfang, så cyklister kan føle sig sikre og ikke tvinges ud i omkørsler eller andre baner
  • Indgået samarbejde mellem relevante aktører om trafikinformation, så trafikanter kan planlægge deres kørsel i god tid
  • Pålagt entreprenøren at tilrettelægge arbejdet, så det påvirker omgivelserne mindst muligt

Selve letbane er en moderne, el-drevet udgave af sporvognen og er derfor meget støjsvag. Støjbelastningen vil derfor være stort set uændret, også når letbanen tages i brug.

Kontakt vedrørende letbanen

Spørgsmål vedrørende letbaneprojektet skal stilles til Hovedstadens Letbane, som skal bygge og drive letbanen:

Mail: info@dinletbane.dk 
Telefon: 3311 1700

Spørgsmål specifikt vedrørende ekspropriation skal stilles til Hovedstadens Letbane:

Mail: mhp@m.dk
Telefon: 7242 4519

Spørgsmål om myndighedsbehandling stilles til Vej- og trafikteamet, Teknik- og Miljøforvaltningen, Brøndby Kommune: trafik@brondby.dk

Hovedstadens Letbane

Kontakt

Planafdelingen

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

trafik@brondby.dk

Åbningstider:

Mandag - onsdag  kl. 09.00 - 13.00

Torsdag   kl. 13.00 - 17.30

Fredag  kl. 09.00 - 12.00

 

Telefontider:

Mandag - onsdag  kl. 09.00 - 14.30

Torsdag  kl. 09.00 - 17.30

Fredag  kl. 09.00 - 12.00

Sidst opdateret den 25. juni 2021
Skrevet af Brøndby Kommune