Vi har et alsidigt udbud af forskelligt legetøj og beskæftigelsesmaterialer der tilgodeser både drenge og piger, rollelege, konstruktionslege og kreativitet. Vi har legetøj der opfordrer til fælleslege og fordybelse.
Vi har rytmik, motorik, yoga, idrætsleg, sprogstimulering, bål på legepladsen, ture til naturskolen og forskellige kreative aktiviteter som perler, tegne, klippe, klistre
I børnehuset Myretuen møder vi børnene der hvor de er i deres udvikling og vi tilpasser miljøet efter det enkelte barns formåen og kompetencer og sikrer at barnet får succesoplevelser. Vi støtter børnene i at turde gå videre til næste udviklingstrin.
Vi arbejder med begrebet ”Zonen for nærmeste udvikling”. Zonen er det område hvor barnet sammen med en voksen kan klare opgaver, som det endnu ikke kan på egen hånd. Det barnet kan i dag med voksenstøtte, kan det i morgen selvstændigt. Dvs. barnet udfordres, men ikke mere end at barnet alligevel kan følge med.
Det er vores mål at børnene:
- udvikler selvstændighed og de tør/kan give udtryk for deres følelser.
- lærer at være en del af et fællesskab.
- udvikler en rig sprogforståelse og et sprog med masser af ord og begreber.
- oplever glæde og interesse ved at være fysisk aktive og at børnene får kendskab til egen krop og hvordan den fungerer.
- får mange forskellige erfaringer med natur og naturfænomener, som skal give børnene lyst til at eksperimentere.
- får kendskab til vores egne og andre kulturelle udtryksformer og traditioner.
Læringsmiljøet i Myretuen er hele dagen – under frokosten, i garderoben, i den planlagte aktivitet og i legen.