Kirkebjerg skal omdannes fra erhvervsområde til en levende bydel med op mod 2.000 nye boliger. Den nye Udviklingsplan sætter rammerne for, hvordan fremtidens Kirkebjerg skal udvikles. I første omgang er det den del af Kirkebjerg erhvervsområde, der ligger nord for Park Allé, der forventes omdannet, og det er også dette område som Udviklingsplanen omhandler.
Med de høje boligpriser i København og den massive interesse der er for at flytte til hovedstaden, er der øget fokus på at bygge i forstæderne. Brøndby mærker også stor interesse fra investorer, der gerne vil opføre boliger. Kommunalbestyrelsen ønsker at kunne styre denne udvikling og hvordan der bygges. Det gælder ikke mindst for Kirkebjerg, et traditionelt erhvervsområde, der står for at skulle omdannes til et levende boligområde.
Det kommende boligområde ligger tæt på Glostrup Station og den kommende letbane og er dermed centralt placeret i forhold til resten af hovedstadsområdet. Udviklingsplan erstatter de tidligere planer for området, herunder Helhedsplanen fra 2009, der bl.a. indeholdt tanker om en bydel, hvor bolig og erhverv er blandet.
Alle grunde i Kirkebjerg er nu privatejede. Det betyder at kommunen ikke kan sætte gang i udviklingen alene, det skal ske i samarbejde med de private bygherrer. Udviklingsplanen skal derfor på en gang være så realistisk, at det kan betale sig for de private at bygge, samtidig med at den sikrer en samlet helhed og kvalitet for Kirkebjerg.