Gå til hovedindhold

    Juniormesterlære

    Juniormesterlære er et tilbud til elever i 8. og 9. klasse, som drømmer om en skoledag, hvor man kombinerer skole med praktik eller praktisk undervisning 1 – 2 dage om ugen.

    Som elev i juniormesterlære, vil du få mulighed for en dagligdag med mange og forskellige oplevelser, da du er ude i “det virkelige liv”, og gennem praktik eller praktisk undervisning, opnår læring, erfaringer og kompetencer inden for et område som f.eks. handel, håndværk eller pædagogik. Samtidig vil du følge undervisningen i dansk og matematik og evt. andre fag på din nuværende skole.

    Juniormesterlære er for dig, der

    • Lærer bedst ved at bruge dine hænder og gøre ting i praksis.
    • Forventer at søge ind på en erhvervsuddannelse, mesterlære
      eller erhvervsgrunduddannelse (EGU) efter 9.klasse.
    • Vil fokusere på færre fag.
    • Er skole- og praktikparat.

    Som elev i juniormesterlære, vil du følge undervisningen i dansk og matematik på din nuværende skole. Din skole kan beslutte, om du også skal have undervisning i andre fag, og hvornår dine timer ligger.

    Derudover skal du i praktik i en virksomhed 1–2 dage om ugen. Du skal i udgangspunktet selv finde en praktikplads, men din uddannelsesvejleder kan også hjælpe til. Praktikken skal godkendes af dine skole og er ulønnet. 

    Hvis du ikke finder en praktikplads, vil der være mulighed for, at du i stedet kan deltage i et praktisk undervisningsforløb. Undervisningen vil foregå på erhvervsuddannelsen NEXT inden for fagretningen håndværk og byggeri.

    Du afslutter folkeskolen med folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære. For at bestå folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære skal du:

    • Opnå et karaktergennemsnit på mindst 2 i de lovbundne prøver (mundtlig dansk, skriftlig dansk og skriftlig matematik).
    • Gennemføre en afsluttende evalueringssamtale med fokus på, hvad du har lært i din praktik eller praktiske undervisning.

    Du har mulighed for, at gå til prøve i andre fag, hvis du har fulgt undervisningen.

    Med en afgangseksamen i juniormesterlære kan du efterfølgende starte på en af de mange erhvervsuddannelser, dog med undtagelse af EUX. Juniormesterlære giver ikke direkte adgang til de gymnasiale uddannelser. Du har dog mulighed for at få adgang ved at gå til optagelsesprøve. 

    Du kan vende tilbage til den almindelige undervisning, hvis du fortryder, at du har valgt at være i juniormesterlære. Din skole kan dog have fastsat en frist for, hvornår du senest kan vælge om.

    Du eller dine forældre kan booke din skoles uddannelsesvejleder til en samtale, hvis I er nysgerrig på at høre mere om mulighederne som elev i juniormesterlære.

    • Brøndbyøster Skole: Anders Lassen, tlf. 31232855 eller mail: andla@brondby.dk 
    • Brøndbyvester Skole: Charlotte Frese tlf. 31232854 eller mail: chafr@brondby.dk
    • Brøndby Strand Skole: Mikkel Lassen tlf. 31232844 eller mail: milar@brondby.dk

    I kan også læse mere og se en video om ordningen på: Juniormesterlære Uddannelsesguiden 

    Information til virksomheder

    Er du virksomhed og nysgerrig på juniormesterlære? I folderen nedenfor kan du læse mere om ordningen og finde svar på de mest relevante spørgsmål.

    Hvis du har spørgsmål til ordningen eller er interesseret i at blive praktiksted for en eller flere elever i juniormesterlære, er du også velkommen til at kontakte virksomhedskonsulent Nikita Havnbo, på mail: NILHA@brondby.dk eller tlf. 3057 3247. 

    Information om Juniormesterlære til virksomheder

    Sidst opdateret: 10. marts 2026